{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter

Team Potedask | Kaninrummet

307 visninger | Oprettet:

Note: Der er stadig småting, som der skal fikses, som for eksempel væggen ved Peter & Ariana. Jeg skal også have en hylde på væggen ved Alvin & Anastasia, ligesom der er ved Peter & Ariana.

! Der vil løbende blive opdateret med flere og bedre billeder !

Siden den første coronanedlukning i marts 2020, har jeg været i fuld gang med at pængøre kaninrummet, som er et cirka 36 kvadratmeters stort rum i vores kælder. Hvis I har fulgt med i lang tid, så kan I måske huske, at jeg har haft rigtig mange kaniner i dette rum. Kaninerne boede alle hver for sig, var ikke neutraliseret og gik i bure. Heldigvis er jeg blevet klogere siden! I dag har jeg "kun" fire kaniner, som alle er neutraliseret og er bondet to og to. De bor ikke længere i bure, men render frit døgnet rundt på den plads de har. Jeg er virkelig stolt over mine forbedringer og vil gerne dele det med jer!

Kaninrummet er delt op i to, så Peter & Ariana og Alvin & Anastasia ikke kan hoppe ind til hinanden. Der er brugt OSB-plader til at dele rummet op. Der er heldigvis to døre ind til rummet, hvilket gør det nemt at komme ind til hvert par, så det var ikke nødvendigt at bygge en låge.

~ Peter (kastreret, snart 8 år) & Ariana (steriliseret, 6 år) har omkring 15-16 kvadratmeter at rende frit på døgnet rundt. De har været bondet siden slut januar/start februar, og har et meget tæt bånd. Peter og Ariana er renlige og går på bakken, hvor de lystigt spiser af deres hø. Peter kan godt finde på at lave nogle hyggepøller udenfor bakken, hvilket godt kan være lidt træls at rydde op hver dag, men han laver ellers ingen uheld. Ariana har sjældent uheld udenfor bakken. Hos Peter & Ariana er der fem skjulesteder lavet af papkasser, som de elsker at gemme sig i. Skjulestederne har flere ind- og udgange, da kaniner føler sig trygges med flere flugtmuligheder. Derudover har de en tunnel, en gammel kattehule, den kendte dukkeseng fra IKEA og en masse legetøj liggende.

~ Alvin (kastreret, 6 år) & Anastasia (steriliseret, 6 år) har lige en anelse mere plads, omkring 18-19 kvadratmeter, som de også render frit på døgnet rundt. De har været bondet siden slutningen af juli. Alvin & Anastasia er også renlige, men Anastasia hyggepøller også ligesom Peter, dog ikke i ligeså store mængder. Når de hopper ud af bakken ryger der også nogle gange pøller med ud. Alvin & Anastasia har indtil videre tre skjulesteder lavet af pap, med flere ind- og udgange. Da de ikke har været bondet i ligeså lang tid som Peter & Ariana, har jeg ikke ligeså mange ting til dem endnu - men det kommer! Derudover har de en tunnel, som især Alvin elsker, og en masse legetøj liggende.

Alle kaninerne har tæpper at rende og ligge på, for at gøre det blødere og hyggeligere for dem. Derudover har jeg to overvågningskameraer i hver side, så jeg altid kan holde øje med dem.

Mine daglige rutiner hos kaninerne:

Morgen: Godbid, friskt hø (Alpine, To Gode Naboer, Hubertus), rent vand, eventuelt grønt.
Middag: Tjek op på hø og vand, eventuelt grønt hvis de ikke fik det om morgenen.
Aften: Tjek op på hø og vand, ½ deciliter kaninpiller af mærket Burgess Excel Mature.

Ugentlig rutine:

Onsdag: rense toiletbakker, samle pøller og hø op fra tæpper/gulvet.
Søndag: hovedrengøring, rense toiletbakker, ryste og/eller vaske tæpper, feje og/eller støvsuge, fjerne støv osv.

Månedlig rutine:

Klippe klør.
Børste pelsen (gør det oftere hvis nødvendigt).
Tjekke tænder.

*OPDATERING MARTS 2022*
Væggen ved Peter og Ariana er ikke blevet lavet. Det bliver desværre ikke gjort foreløbig, så derfor valgte jeg at male væggen hvid, ligesom resten af rummet. Det var svært at male, men det har gjort rummet lysere og pænere at se på.
Der er også sat en hylde op hos Alvin og Anastasia, hvor jeg har godbidder og andre ting stående.
Der er også kommet flere huler og legetøj hos dem.

*OPDATERING NOVEMBER 2022*
Anastasia gik desværre bort d. 31. august 2022. Det betyder, at Alvin nu går alene. Jeg var bange for, at Alvin ville blive meget påvirket af tabet, men han tager det heldigvis rigtig flot! Det var i overvejelserne, at bonde Alvin med Peter og Ariana, men fordi Alvin klarer det så fint alene, har jeg besluttet ikke at bonde dem.

Team Potedask
Kvinde | 24 år | Oprettet: 22. dec 2010


Kommentér på:
Team Potedask | Kaninrummet


  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Annonce